Stævner ud som Tusindfryd i ”Midt om Natten”


Allan Kirkebæk Jensen fra Ollerup spiller både betjent og en sofistikeret fyldebøtte i forestillingen ”Midt om Natten” på Frøbjerg.

- Da vi gik i gang med prøverne i år kunne jeg mærke, at jeg virkelig brænder for at optræde igen efter nedlukningen, siger Allan Kirkebæk Jensen, der er en kendt herre, når det gælder sommerspil.

Hos Frøbjerg Festspil har han tidligere medvirket som blandt andet Niller i ”Den Eneste Ene”, Harry i "Mød mig på Cassiopeia" og som Melvin P. Thorpe i "Byens Bedste Horehus" og senest spillede han pastor Brown i ”Footloose – The Musical”

- Jeg trådte mine første trin på scenen i Vester Skerninge Dilenttantforening tilbage i 1991, blev hængende ca. 10 år og kom senere tilbage og instruerede i 10 år, fortæller han.

I ”Midt om Natten” skal han både spille en af de betjente, der rydder det besatte hus i begyndelsen af handlingen, og så skal han spille Tusindfryd, der er lommefilosof og har hang til de våde varer.

- Vi har arbejdet lidt med karakteren Tusindfryd, der jo er en sut, men en sofistikeret en af slagsen. Han er ikke til at slå ud, og han vælger at bo på en båd, da de laver Haveje, siger Allan Kirkebæk Jensen, der til daglig arbejder som chauffør.

I 1999 debuterede han på Nyborg Vold og blev der i 8 år. Samtidig spillede han juleforestillinger med Fritidsteatret på Svendborg teater, spillede kabaret’er i Svendborg, Revy på Thurø og i 2003 første gang for Frøbjerg Festspil i kabaretten “Så Længe jeg Lever" på Industrien i Aarup. Og første gang på Baunehøjen i 2009's “Mød mig på Cassiopiea”.

- Herefter holdte jeg pause fra teatret som udøver i 6 år. Men jeg har siden 2015 været med på Højen hver sommer og tilbragt vinteren med H. C. Andersens Festspillenes på Magasinet i Odense, siger han.

FOTO: Frøbjerg Festspil/Steen Jansdal

Frøbjerg Festspil | Frøbjergvej 76A | 5560 Aarup | Tlf: 64433333 | Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.| CVR: 22 42 51 53