Elsker at performe på scene og skærm


Frida Foto Steen Jansdal 50Lige nu pendler Frida Marie Bertelsen mellem sin bopæl på Nørrebro og Odense. Hun skal medvirke i Frøbjerg Festspils opsætning af ”Grease” til august. Siden barndoms- og ungdomsårene i Hellerup, har den journalistuddannedes liv været fyldt med musik i hjemmet, og hun optræder også med sin far, Preben Bertelsen, når der skal gang i en fest.

Frida Marie Bertelsen har afsluttet en uddannelse som journalist på SDU, og det var i Odense, hun fik kendskab til det blomstrende musicalmiljø i det fynske. Først var hun med i forestillingen ”Fame” på Elite Teater, og her hørte hun om Frøbjerg Festspil, der hvert år opfører en forestilling i de naturskønne omgivelser på Frøbjerg Bavnehøj.

- Jeg tog til audition på ”Grease”, hvor jeg kom med og skal spille den søde lidt naive Frenchy, der drømmer om at komme ind på en beauty school - skønhedssalon, siger hun.

Højt niveau

Musik har altid fyldt meget i hendes liv i barndomshjemmet i Hellerup.

- Min far er meget musikalsk, og han tager ud og spiller med bandet High Octane Brothers, det spiller rock og blues. Jeg tager også ud til fester sammen med min far og optræder. Jeg har gået til sangundervisning, og jeg har været med i flere skoleforestillinger på blandt andet Gammel Hellerup Gymnasium, fortæller hun og fortsætter:

- Det niveau, jeg har mødt både i ”Fame” og nu i ”Grease” er meget højt og professionelt. Jeg føler, at jeg er blevet udfordret og er blevet bedre som sanger. Det er professionelle folk, der står bag. Folk der er uddannet i musicalbranchen, og dem kan jeg lære meget af, siger hun. 

Går efter at mærke nerven

Det første trin mod en uddannelse som journalist tog hun, da hun som frivillig var med i en ungdomsredaktion på Villabyerne. Hun blev uddannet journalist fra SDU i januar, men karrieren er sat på standby indtil ”Grease” forestillingerne til august er gennemført.

- Lige nu arbejder jeg deltid som tjener på Frederiksberg på restaurant Polly. Jeg venter lige lidt med at søge fuldtidsjob som journalist. Jeg er mest til tv og det at være vært, jeg elsker at være på og performe. Hele nerven omkring tv tiltaler mig meget. Det er jo ikke langt fra det at stå på en scene, siger hun.

Som hende liv ser ud nu, med et deltidsjob i København og de mange prøver til ”Grease”, bruger hun meget tid i toget.

- Jeg har kunne mærke, det er lidt krævende at få det hele til at hænge sammen. Det er lidt af en mundfuld. Men det er fantastisk at være med til at lave ”Grease”. Så jeg udnytter togturene til at få slappet af, se lidt serier eller øve mig på replikker, siger hun.

Åben for muligheder

Om fremtiden byder på en karriere som professionel scenekunstner eller tv-vært, er endnu ikke afklaret.

- Jeg har søgt ind på Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet i Fredericia, men gik ikke videre, og det kan være, at jeg prøver igen. Eller måske skal jeg gå efter et værtsrolle på tv. Jeg er meget åben overfor de muligheder der viser sig.

- Lige nu fokuserer jeg på ”Grease”. Alle de involverede i og omkring forestillingen går i rigtig god spænd med hinanden, og jeg glæder mig til at skulle optræde i de flotte omgivelser på Frøbjerg Bavnehøj. Min mor har sagt, at de tager den lange vej fra Hellerup flere gange for at se mig på scenen, siger Frida Marie Bertelsen.

Musicalen "Grease" er baseret på filmen af samme navn. Det er den klassiske historie om ung kærlighed,

forelskelse og kampen for at lykkes og blive til noget. ”Grease” er smækfyldt med hits og garanterer et brag af en dansemusical, hvor der er skruet op for 50’er charmen. Det er ikke uden grund, at ”Grease” har været en af de længst kørende musicals i London og på Broadway; persongalleriet, numrene og ikke mindst den spektakulære dans tiltrækker publikum i alle aldersgrupper.

Musicalen "Grease" kan opleves på Frøbjerg Bavnehøj fra 4. - 20. august. Billetter kan købes på www.frobjerg.dk

Tilmelding til nyhedsbreve