Når Frøbjerg Festspil indkalder til audition på en forestilling, strømmer der talenter fra hele landet til Samlingshuset. Næste år gælder det forestillingen ”Baronessen fra Benzintanken”, og flere af dem, der var med i årets forestilling, prøver lykken igen. Læs om, hvad der er der gør, at man er villig til at bruge så mange timer på prøver og forestillinger.
Frøbjerg Festspil holder audition til ”Baronessen fra Benzintanken” den 8. – 9. november og foreningen oplyser, at en måned før, er der allerede 30, der har tilmeldt sig. Flere af dem er gengangere fra dette års forestilling. Vi har mødt 4 af gengangerne.
Ida Marie Stæchmann og Niclas Jansen er kærester og flyttede fra Falster til Odense. De har altid været vilde med at spille teater, og Niclas Jensen har siden 2012 medvirket i mange stykker på Sprøjtehus Teatret i Nykøbing Falster. Fire år efter skete der en stor forandring i begges liv.
– Ja, i 2016, hvor vi skulle spille ”Skatteøen” kom Ida med, og vi blev kærester, fortæller han.
Niclas Jansen er elektriker og Ida Marie Stæchmann er lige blevet uddannet som service- og oplevelsesøkonom. Og hun er showperformer i Odense ZOO og på Odense Teater. De skiftede Falster ud med Odense i 2022.
– Vi ledte efter et teaterfællesskab som det, vi havde oplevet på Falster. Faktisk kontaktede vi Fjordager Scenen, da de skulle spille ”Skatteøen”, som vi begge havde været med i. Men de vendte aldrig tilbage på vores henvendelse.
Så de tog til Frøbjerg og så ”Hair” sammen med en ven fra Falster, der også var flyttet til Odense, og så gik de alle tre til audition til forestillingen ”The Wedding Singer”.
Det blev en nervepirrende nat for Ida Marie Stæchmann, da der blev sendt mails ud om, hvem der var kommet med.
– Jeg tjekkede mail og havde fået besked om, at jeg var kommet med, men der var Niclas gået i seng og sov. Jeg sov næsten ikke den nat, fordi jeg var så spændt på, om Niclas også var kommet med, siger Ida Marie Stæchmann, der også har spillet med i mange forestillinger andre steder tidligere samt prøvet kræfter med rollen som både instruktør og koreograf.
Alle tre kom med
Da Niclas Jansen fik læst sin mail næste morgen, var der besked om, at han var kommet med som ensemble og en rolle som bartenderen Ricky i ”The Wedding Singer”, og Ida Marie Stæchmann, der har danset i 21 år, kom med i ensemble og danser. Deres ven, Nicoline Carlsen, var også kommet med. Nu var trekløveret fra Falster klar til at se, hvad Frøbjerg Festspil kunne tilbyde dem.
– I begyndelsen var vi lidt ”de nye i klassen”, og vi skulle lige ind i fællesskabet, og det kom vi, men vi holdt også lidt sammen os tre, siger Ida Marie Stæchmann, der understreger, at hun er blevet en kæmpe fan af Frøbjerg Festspil.
Deres kendskab til forestillingen ”Baronessen fra Benzintanken” er også ret godt.
– Vi kender filmen, og vi har set klip fra, da forestillingen blev spillet af Varde Sommerspil, hvor det var samme instruktør og koreograf som hos Frøbjerg Festspil, så det bliver nok noget af det samme. Det skaber en tryghed, at vi kender dem. Blandt andet derfor går vi til audition igen i år. Vi har fundet foreningsfællesskabet igen hos Frøbjerg Festspil, og så er det jo fedt, at det er et sted med så højt et kunstnerisk niveau, lyder det fra Ida Marie Stæchmann og Niclas Jansen, der begge drømmer om en rolle i årets forestilling, men det handler mest om at komme med igen og blive en del af fællesskabet.
En gravid oldfrue
Reidun Christensen er lærer og bor i Middelfart, og hos Frøbjerg Festspil har hun fundet en ny familie, hvor hun og hendes to døtre tilbringer meget af deres sommerferie.
– Som enlig mor har jeg ikke råd til at tage på ferie, så det at spille med i forestillinger hos Frøbjerg Festspil er blevet min ferie. Mine døtre er med derude, da jeg har dem hver anden uge. Den yngste er 10 år, og hun bliver nogle gange passet af mormor, mens den ældste på 12 år suger atmosfæren til sig, og hun vil jo også gerne selv være med på scenen på et tidspunkt, siger hun. Reidun Christensen har faktisk allerede medvirket i ”Baronessen fra Benzintanken”, da Frøbjerg Festspil lavede forestillingen i 2013.
– Der var jeg gravid med min ældste datter, og jeg var mildt sagt lidt udfordret fysisk. Jeg spillede oldfruen, der skulle sminkes gammel, så jeg var ikke med i ensemblet. Og når der var mulighed for det, sad jeg på en stol ude bag ved og slappede af, siger hun.
I forestillingen er der brug for et lidt større aldersspænd i rollerne, så hun tænker, at det kunne være sjovt at prøve kræfter med en større rolle.
– Men det handler for mig ikke om at skulle have store roller, det har jeg prøvet, da jeg var yngre. Nu handler det mere om at være en del af fællesskabet. Jeg tror da slet ikke, at de kan undvære mig hos Frøbjerg Festspil, griner Reidun Christensen og fortsætter:
– Det bliver spændende at se, hvad Patrick (red. koreografen) finder på med dansene. Han er meget dygtig. Der bliver også taget godt hånd om os frivillige med forplejning, når vi har prøver og forestillinger, og Knud (red. formanden) er med til at skabe en god stemning derude. Jeg er blevet venner med Vibeke Vindahl Hermann, og jeg håber også, at hun kommer med i ”Baronessen fra Benzintanken”.
Svigermor blev indgangen til Frøbjerg Festspil
Vibeke Vindahl Hermann arbejder som personalekonsulent i Nordfyns Kommune og bor med sin familie i Aarup. Familien havde ikke set forestillinger hos Frøbjerg Festspil, men det ændrede svigermor på.
– Ja, hun kom med på Torsdagsholdet, der laver kulisser, da de skulle spille ”Grease”, og så måtte vi jo se, hvad det var for noget, hun var med til at lave, fortæller hun, og det tændte samtidige lysten hos hende til at begynde at synge igen. Hun gik til audition og kom med i det stationære kor i forestillingen ”Hair”.
– Jeg var meget begejstret for det, og jeg blev venner med Reidun Christensen. Vi besluttede begge, at vi ville gå til audition til ”The Wedding Singer”, siger hun.
Til den audition havde Vibeke Vindahl Hermann sat sine krydser i tilmeldingen forkert, så det kreative team regnede med, at hun igen søgte om en plads i koret.
– Heldigvis fik Reidun gjort dem opmærksomme på, at jeg var interesseret i at komme på scenen denne gang. Det kom jeg, og dansen var en udfordring, men alle er så søde til at lære fra sig, og der blev tæt tit taget en ekstra svingom, så jeg fik dansen på plads, fortæller hun.
Mod på flere replikker
Vibeke Vindahl Hermann har nu fået mod på mere, og i ”Baronessen fra Benzintanken” er der flere voksenroller.
– Ja, jeg vil da gå efter en rolle, hvor jeg får mere end de to replikker, jeg havde sidste gang, hvor jeg spillede sekretær, understreger hun.
Nu spiller Frøbjerg Festspil en stor rolle i familiens liv, og der er opbakning fra hjemmefronten og måske en fremtidig ansøger til de skrå brædder.- Jeg bor jo tæt på Frøbjerg, og så har jeg en mand, der bakker op om det, så han klarer familien herhjemme med fire børn, når jeg skal til prøver. Men jeg synes også, at Frøbjerg Festspil er supergode til at planlægge prøveforløbet. Vi har evalueret på min deltagelse herhjemme, og min mand siger lidt i spøg, at han da godt kunne være med også, fordi han har spillet med i ”Busters Verden”, da han gik i folkeskolen. De store drenge var først lidt forlegne ved, at deres mor skulle stå på scenen, men nu er der kun rosende ord til mig. Min datter på 4 år, har allerede spurgt, hvornår hun kan være med hos Frøbjerg Festspil, siger Vibeke Vindahl Hermann.
Audition
Audition finder sted lørdag den 8. og søndag den 9. november 2025 i Samlingshuset i Frøbjerg – og man får en tid den ene af disse dage.
Man skal minimum være fyldt 15 år på premieredatoen den 6. august 2026
Alle skal synge til audition.
Alle skal til en danseprøve undtagen til audition på rollen som ”Enkebaronessen”. Ved tilmelding får man et link til en side, hvor der ligger en danseinstruktionsvideo. Den dans skal man lære inden, man går til audition.
Hvis man gerne vil være med i det stationære kor, skal man kun aflægge en sangprøve.
Man kan tilmelde sig audition på: