Ved efterfesten på årets musical ”The Wedding Singer” dukkede afdelingsdirektør Claus Lyngbakke-Hellesøe op for at overrække Sparekassens Hæderspris.
Hædersprisen – som er en del af Sponsor- og samarbejdsaftalen mellem Sparekassen Danmark og Frøbjerg Festspil – er ikke blot en anerkendelse, men også et symbol på værdien af at give tid, energi og hjerte til gavn for andre og foreningen Frøbjerg Festspil.
Modtager af prisen blev Tobias Klink Lehn. Et populært valg. Hele Spisehuset kvitterede med stor opbakning og ”gik amok”.
Claus Lyngbakke motiverede indstillingen med bl.a. disse ord:
Tobias er først og fremmest utrolig vellidt blandt de medvirkende på scenen. Tobias er en god ven, der tager sig tiden til at lytte når folk har brug for det. Tobias vægter også det sociale højt og har under forløbet sørget for at arrangere flere sociale arrangementer.
Tobias har også bidraget i et stort omfang med at få arrangeret og ”stå for” de medvirkende på scenens selvøvere, altså hvor de medvirkende på scenen mødes uden for prøveplan og uden koreograf for at øve sig på koreografierne.
Udover det store arrangement på scenen og blandt de medvirkende har Tobias også deltaget i årets programgruppe.
Tobias er en fryd for enhver forening og bidrager på mange måder til at gøre Frøbjerg Festspil til et sted, hvor alle har det godt og trives. Foreningen Frøbjerg Festspil er heldige at have Tobias.
